Hærvejen og Frendrup Nihøje

Hærvejen går forbi Frendrup Nihøje, som ligger i 105 meters højde tæt på Øster Hornum. Med en spektakulær udsigt over Himmerland og Limfjorden fra de nu syv tilbageværende gravhøje fra bronzealderen, har stedet været et vigtigt pejlemærke for fortidens rejsende, der kunne orientere sig via de højtliggende monumenter. Ved indgangen til området står en sten med flere skåltegn, som er symbol for solen og frugtbarhed. Området har været hjemsted for nogle af de tidligste bosættelser i Himmerland. I det uopdyrkede terræn er der fundet velbevarede jernalderagre og gamle hulveje, som stadig kan ses i landskabet.

1 af 4

Etablering af ny vandresløjfe på Hærvejen: Frendrup Nihøje-Perlen

Den nye vandrerute Frendrup Nihøje Perlen vil tilbyde en unik vandreoplevelse i den himmerlandske natur. Det bliver en nænsom rute gennem Vokslev Hede, over Hasseris Å, til Frendrup Nihøje og ind i den urørte Frendrup Fredskov. Den forventes at opnå en premium vandrecertificering fra Deutsche Wanderinstitut, som èn af de få ruter i Danmark.

Der er stigende efterspørgsel på oplevelser og mulighed for vandringer i naturen. Ved etablering af Frendrup Nihøje-Perlen gives mulighed for en ny og unik oplevelse af den storslåede natur i Himmerland. Der benyttes både det eksisterende og et nyoprettet stiforløb. Stien passerer Frendrup Fredskov via en trampesti, derfra forbi de kulturhistoriske spor og naturmæssige landemærker ved Frendrup Nihøje. Den nye sti følger den røde Kløversti ( se nedenfor) gennem de ældgamle spor til en eventyrlignende skov, over et vandløb og passerer Vokslev Hede. Herfra etableres et nyt stiforløb, som fører tilbage til Friluftscenter Katbakken og Fælleshuset. Det oprindelige Kløversti-forløb forbedres i form af flytning af hegn og nye klaplåger, udskiftning af bro over vandløb mm. Der opsættes Hærvejsskilte, piktogrammer og udsigtsbænke udformet efter hærvejens visuelle identitet. Frendrup Nihøje-Perlen forventes at få en høj certificering ved Deutche Wanderinstitut. Rebild Kommune støtter etableringen.

Besøg Kløverstierne i Øster Hornum

Kløverstierne er et nationalt stikoncept, hvor man får mulighed for at opleve spændende historie og interessante seværdigheder.

Øster Hornum er en del af dette nationale koncept, og i Øster Hornum finder man fire smukke og spændende stier. 

  • Grøn Rute 2,7 km: Bystien
  • Blå Rute 5,4 km: Guldbækstien
  • Rød Rute 8,1 km Nihøjestien
  • Sort Rute 11,3 km Natur- & Teknikstien
  • Kløverstierne i Øster Hornum

    Kløverstierne i Øster Hornum er etableret af en arbedsgruppe under Øster Hornum Borgerforening i samarbejde med Rebild Kommune og støttet af Friluftsrådet. Som noget nyt er der også samarbejdet med “Spor i Landskabet”.

    Praktiske oplysninger og rutekort 
  • Kløverstierne i Danmark

    Tag på tur i dit lokalområde - eller på oplevelse et nyt sted. Friluftsrådet har skabt Kløverstier over hele Danmark, hvor du fra ét udgangspunkt kan gå, løbe eller cykle en tur på fire forskellige distancer fra cirka 2-12 km. Kløverstierne findes 72 steder.

    Mere om kløverstier 
  • Premium vandreruter

    Premium vandreruter er cirkulære eller lineære ruter byder på en særlig høj oplevelsesværdi. Ruterne går primært ad stier og byder på smukke udsigter og skovlandskaber, søer, moser og vandløb, gode pausesteder, kulturhistoriske vartegn m.m.

    Premium certificerede vandreruter i Danmark 
1 af 3

Natur- og kulturhistoriske oplevelser på ruten

Den nye ruteføring bygger videre på allerede eksisterende og velbesøgte Kløverstier. "Frendrup Nihøje Perlen" vil således udvide ruterne og sammenflette de eksisterende ruter med nye forløb og Hærvejen som helhed.

På sporet af fortiden

Frendrup Nihøje

Frendrup Nihøje, beliggende knap 2 km fra Øster Hornum, rummer syv imponerende bronzealderhøje på en af Himmerlands højeste bakker, 105 m over havet. Disse gravhøje, bygget af tusinder af græstørv for ca 3000 år siden, har været vigtige pejlemærker og samlingspunkter i fortiden. Området byder på oldtidslandskaber og historiske fund. Der er en mindre parkeringsplads for enden af Nihøjevej og lige ved siden af den første gravhøj

Læs mere

Vokslev Hede

Vokslev Hede er et enestående naturområde i Himmerland, hvor du kan opleve vidtstrakte lyngarealer, sjældne planter og en ro, der kun findes i den vilde natur. Perfekt til vandreture og fordybelse i et unikt landskab formet af tidens tand med synlige spor af jernalderens højryggede agre.

Læs mere

i skovens dybe stille ro

Frendrup Skov

I Frendrup Fredskov får naturen lov at passe sig selv, hvilket skaber et unikt økosystem. Døde blade og væltede træer bliver til livsgrundlag for svampe, insekter og smådyr. Skoven er fredet som urørt naturskov med offentlig adgang, og besøgende kan nyde biodiversiteten langs en 1,5 km trampesti. En lille parkeringsplads ligger ud til Nibevej.

Læs mere

PASTORENS MANGE ÆBLER

Wøldikes Æblehave

Wøldikes Æblehave er beliggende mellem Øster Hornum Kirke og Harrildvej. Haven er åben for alle. Haven passes af Æblevennerne, som er en gruppe frivillige, der passer haven, så den fremtræder indbydende for alle, der har lyst til at studere de enkelte æblesorter eller blot kommer forbi og har lyst til at kigge indenfor. Der er infotavler om æblehaven og beskrivelser på alle træer. Endvidere siddepladser. Om efterrået er det tilladt at samle æbler til eget forbrug.

Læs mere

Landskabet omkring Nørreknold

Lige vest for Frendrup Nihøje ligger nogle smukke bakker højt over det omgivende landskab, med en perlerække af gravhøje og fortidsminder. Den nærliggende Nørreknold er, med sine 108 m et af de højeste punkter i Himmerland. Herfra er en storslået udsigt over egnen. Mellem bakkerne, der er dækket af græs, lyng og spredte træer, ligger små søer og moser med et rigt dyre- og planteliv.

Læs mere